Så er hverdagen skudt igang..

Med tre børn og en mand der er startet på job, ja så er barselsboblen ved at briste. Vi startede hårdt ud med, at min datter og jeg var syge i de 4 dage min mand skulle på kursus (på fyn…hvor vi ikke bor) Derfor måtte jeg efter meget stædighed og tårer erkende at: jeg ikke kan alting selv. Jeg troede, at på trods af feber og sygdom og en baby som skal ammes i tide og utide, så kunne jeg SAGTENS klare det…SELV…

Det kan jeg ikke. Jeg måtte grædende indkalde bedsteforældre og lade dem hjælpe.

Omkostningen for alt mit stress om at være super-mor, var et døgn med mangel på mælk i babserne..

Jeg skulle lære på den hårde måde at hjælp er det bedste man kan bede om, når man mærker stress og sygdom komme snigende.

Som ved enhver familieforøgelse, så skal man lige finde sig selv i den nye rolle..det gælder alle familiemedlemmerne. Det kræver gråd, hjertebanken og uendelig kærlighed. Vi voksne har set hinanden i øjnene og aftale, at hvad vi når er SKØNT. Hvad vi ikke når er ligegyldigt. Ellers bliver vi stresset. Faktum er vi skal fungere som familie, med og uden søvn.

Jeg er begyndt at hvile mere i hverdagen og jeg knuselsker hverdagen allerede.. Jo mere ro jeg har, desto mere har min familie..måske en selvfølgelighed, men stress kan til tider fjerne ens selvfølgelige-tankegang 🙂